Psykiatrisk hospital

psyk07 copy

I 1852 modtog overlæge Harald Selmer de første patienter på Jydske Asyl i Risskov. Anstalten er tegnet af arkitekten Michael Gottlieb Bindesbøll og etableret på et fundament af optimisme og troen på, at “afsindighed” var en helbredelig sygdom. Lægevidenskaben forkastede dermed århundreders forestilling om, at lidelsen var Guds straf for de gales syndige livsførelse. Den kunne forklares medicinsk som en fejlfunktion i hjernen. Patienterne skulle behandles i et roligt, venligt og isoleret miljø for at værne mod omverdenens forstyrrende indtryk.

psykiatrisk hospitalI en kælder under Psykiatrisk Hospital ligger 9479 hjerner.
Hjerner fra afdøde patienter.
Indsamlingen begyndte i 1945 og dengang overvejede man ikke at spørge patienterne selv eller de pårørende om tilladelse til at tage deres hjerner. Indsamlingen sluttede i 1982. Trods de etiske aspekter vedrørende hjernesamlingen har den bidraget til vigtig forskning i skizofreni og Alzheimers og gør, at det i dag, er blevet muligt at studere hjernevæv på celleniveau med avanceret scanningsteknologi. Den nye forskning kan hjælpe til udvikling af ny medicin mod depressioner.

psykiatrisk hospitalPsykiatrisk hospital bliver til et roligt boligkvarter på cirka 1.050 boliger.
Området kommer til at hedde Bindesbøll Byen, og det første spadestik til den 110.000 kvm. store bydel bliver taget i 2019.
Boligerne vil fortrinsvis være udlejningsboliger i form af både lejligheder og rækkehuse, mens en mindre andel vil være ejerboliger.

psykiatrisk hospital kirkegården

“En dygtig og god moder”, står der nederst på Anna Ingeborg Aschlunds gravsten. Det ved vi jo godt, at hun sikkert ikke altid var, for hun var indlagt på psykiatrisk hospital i Risskov og ligger begravet på den tilhørende kirkegård.
Jeg blev rørt, da jeg i dag gik rundt mellem de 235 bevarede gravsten.
Det er nogle af samfundets allersvageste, nogle triste skæbner, der på dette sted aldrig vil blive glemt.
Jeg håber ikke, at Aarhus kommune får gennemført planen om at sløjfe kirkegården blot for at bygge boliger.
Lad Anna Ingeborg hvile i fred.

 

psykiatrisk hospital kirkegården

K.A.R.H. boende i Århus. Den 13.6. 1947 indlægges hun 67 år gl. på Sindssygehospitalet, Århus, og er ind­lagt til sin død den 21.7. 1953.
Diagnosen er paranoid psykose, og ved indlæggelsen oplyses det, at den psykiske sygdom er begyndt for ca. ti år siden efter en operation for kæbehulebetæn­delse. Da hun kort tid efter operationen flyttede ind i en ny lejlighed, mente hun, at der var væggetøj, og lejlig­heden blev desinficeret, men hun klagede stadig over, at der var biller. Hun mente også, at hun havde gult støv i håret, og sygdommen forværredes. Hun følte sig forfulgt af de mennesker, hvis stemmer hun ofte hørte. På indlæggelsesdagen har hun gået rundt hele natten og ringet på forskellige steder for at få natlogi, hun turde ikke gå hjem til sin egen lejlighed.
Når hun vågner om morgenen, ser hun en fremmed stue for sig (jamais-vu), undertiden ser hun også sin afdøde søster, og for nogen tid siden var hun overbe­vist om, at tre mænd trængte ind i lejligheden, slæbte hende ud i køkkenet og voldtog hende. Voldsmændene, som hun ikke tør fortælle noget om, skal nu være henrettet. ”Sortbørsforeningen” har taget hendes lejlighed, plyndret den og forbudt hende at vende tilbage. Hun er ugift og har tidligere været dameskrædder. Hun bor alene. Ved indlæggelsen er hun meget angst, hæmmet og hallucineret. De første dage i afdelingen kommer hun af og til med sine ejen­dele og forlanger at blive udskrevet.
Den 1.7. 1947 beder hun igen om at blive udskrevet, hun hævder at være blevet skudt i ryggen, at hun har blødninger i lungerne og mener også, der sker noget mystisk i kælderen, men hun kan ikke fortælle nærme­re om det. Hun føler sig forfulgt, men det er ikke af per­sonalet.
Hun kommer i gang med syning. Hun har en del cere­monier og går flere gange rundt om stolen, før hun tør sætte sig.
Den 31.7.1947 skriver man i journalen, at hun er meget plaget af sine hallucinationer, og hun lytter ved varme­apparaterne og går af og til baglæns rundt om bordet, flytter rundt på stolene og ordner dem i rækker, som om hun venter gæster.

psykiatrisk hospital kirkegården

Den 8. 12. 1947 skriver man i journalen, at hun i aftes måtte bringes i seng ved magt. Hun forklarer i dag, at hun har fået lov til at komme hjem til sin mand, som hun mener er kontorchef på Amtsstuen i Vejle.
Den 20.3. 1948 skriver man i journalen, at hun er meget modstræbende, hun må mades og gives medi­cin med hjælp af to sygeplejersker, men hun kan klæde sig selv på, dog er hun meget paranoid.
Den 30. 9. 1949 beskrives hendes tilstand som ufor­andret. Hun er fyldt med barokke vrangforestillinger. Hun mener, at hun i nat er blevet skåret dybt i ryggen af en læge. Hun rejser sig og vender sig for at vise for­dybningen, og hun fortæller, at lægen trak blodet ud af hende. Hun mener, at han gør det hver nat. Hun fortæl­ler også, at hun finder en masse penge rundt omkring i banker, og det er socialkontoret meget glade for. Under indlæggelsen får hun forskellige former for bero­ligende medicin og sovemedicin: medinal, chloral, fenemal, hypnofen og morfin.
Den 30. 8. 1951 indstiller man hende til lobotomi (det hvide snit). Den 1. 12. 1951 kommer broderen og informeres om lobotomi og underskriver tilladelsen. Efter tilbagekom­sten er hun rolig, hun mades, hun ligger sløv hen i sengen. Den 2.3. 1952 ligger hun stadig sløv hen og taler kun en lille smule og skælder lidt ud. Hun får det ikke bedre efter lobotomien. Hun er overbevist om, at der løber rotter rundt på afdelingen. Hun er sløv og ligger døsen­de hen meget af tiden.
I februar 1953 får hun temperaturstigning til 40 grader og behandles med sulfacombin og senere også peni­cillin.
I juli 1953 står der i journalen, at hun stadig har tempe­raturforhøjelser på trods af penicillin. Tilstanden bliver værre og værre. Den 20.7. er pulsen 124, og den 21.7. dør patienten kl. 03.15. Diagnosen er lungebetæn­delse, afmagring og paranoid skizofreni.
Der er ingen tvivl om, at hendes tilstand er forværret efter lobotomien, og at det er denne operation, der er årsag til hendes død.

Uddrag fra en patients journal fra “Kirkegården ved Psykiatrisk Hospital i Århus” af Johannes Nielsen, Jørgen Nielsen og Eddie Danielsen.