Kirkegården ved psykiatrisk hospital

Når de døde viger for de levende

Ikke færre end 2.148 mennesker, overvejende tidligere patienter, er begravet på kirkegården ved psykiatrisk hospital i Risskov. En bygherre vil opføre 400-500 boliger på og ved kirkegården i 2020, når hospitalet er flyttet til Skejby.

“En dygtig og god moder”, står der nederst på Anna Ingeborg Aschlunds gravsten. Det ved vi jo godt, at hun sikkert ikke altid var, for hun var indlagt på psykiatrisk hospital i Risskov og ligger begravet på den tilhørende kirkegård.

Over en periode på godt 100 år er der begravet ikke færre end 2.148 mennesker. Den seneste begravelse fandt sted i 1962.
Det er svært ikke at blive rørt, når man i dag går rundt mellem de 235 bevarede gravsten.
Det er nogle af samfundets allersvageste, nogle triste skæbner, der på dette sted aldrig vil blive glemt.
Kirkegården skal nedlægges for at bygge boliger.

K.A.R.H

Uddrag fra en patients journal fra “Kirkegården ved Psykiatrisk Hospital i Århus” af Johannes Nielsen, Jørgen Nielsen og Eddie Danielsen.

Den 13.6. 1947 indlægges K.A.R.H. 67 år gl. på Sindssygehospitalet, Århus, og er ind­lagt til sin død den 21.7. 1953.
Diagnosen er paranoid psykose. Ved indlæggelsen oplyses det, at den psykiske sygdom er begyndt for ca. ti år siden efter en operation for kæbehulebetæn­delse.

Da hun kort tid efter operationen flyttede ind i en ny lejlighed, mente hun, at der var væggetøj. Lejlig­heden blev desinficeret, men hun klagede stadig over, at der var biller. Hun mente også, at hun havde gult støv i håret. Sygdommen forværredes. Hun følte sig forfulgt af de mennesker, hvis stemmer hun ofte hørte.

På indlæggelsesdagen har hun gået rundt hele natten og ringet på forskellige steder for at få natlogi. Hun turde ikke gå hjem til sin egen lejlighed.
Når hun vågner om morgenen, ser hun en fremmed stue for sig [ jamais-vu, (fr. aldrig set), inden for psykologi en slags hukommelsestab, hvor kendte situationer og forhold opleves som helt ukendte; sammenlign med deja-vu]. Undertiden ser hun også sin afdøde søster. For nogen tid siden var hun overbe­vist om, at tre mænd trængte ind i lejligheden, slæbte hende ud i køkkenet og voldtog hende. Voldsmændene, som hun ikke tør fortælle noget om, skal nu være henrettet. ”Sortbørsforeningen” har taget hendes lejlighed, plyndret den og forbudt hende at vende tilbage.

Hun er ugift og har tidligere været dameskrædder. Hun bor alene. Ved indlæggelsen er hun meget angst, hæmmet og hallucineret. De første dage i afdelingen kommer hun af og til med sine ejen­dele og forlanger at blive udskrevet.
Den 1.7. 1947 beder hun igen om at blive udskrevet, hun hævder at være blevet skudt i ryggen og har blødninger i lungerne. Hun mener også, der sker noget mystisk i kælderen, men hun kan ikke fortælle nærme­re om det. Hun føler sig forfulgt, men det er ikke af per­sonalet.

Hun kommer i gang med syning. Hun har en del cere­monier og går flere gange rundt om stolen, før hun tør sætte sig.
Den 31.7.1947 skriver man i journalen, at hun er meget plaget af sine hallucinationer, og hun lytter ved varme­apparaterne. Hun går af og til baglæns rundt om bordet, flytter rundt på stolene og ordner dem i rækker, som om hun venter gæster.

Loven om gravfred

  • I loven anvender man ikke ordet gravfred, men fredningstid, hvilket er den periode, hvor et gravsted ikke kan nedlægges. Formålet er, at gravstedet skal stå urørt i så lang tid, det tager for ligresterne at blive nedbrudt i jorden. For en kiste kræver dette mindst 20 år og for urner mindst 10.
  • Flytning af et lig inden fredningstidens udløb kræver biskoppens tilladelse og sker sjældent.
  • Udgravninger af menneskeskeletter fra grave og gravpladser, der er over 100 år gamle, er omfattet af museumslovens paragraf om arkæologisk kulturarv.
  • Kilde: Kirkeministeriet

 

8. 12. 1947  K.A.R.H. måtte i aftes bringes i seng ved magt. Hun forklarer i dag, at hun har fået lov til at komme hjem til sin mand. Hun mener er kontorchef på Amtsstuen i Vejle.

20.3. 1948 Hun er meget modstræbende, hun må mades og gives medi­cin med hjælp af to sygeplejersker. Hun kan klæde sig selv på, dog er hun meget paranoid.

30. 9. 1949 beskrives hendes tilstand som ufor­andret. Hun er fyldt med barokke vrangforestillinger. Hun mener, at hun i nat er blevet skåret dybt i ryggen af en læge. Hun rejser sig og vender sig for at vise for­dybningen, og hun fortæller, at lægen trak blodet ud af hende. Hun mener, at han gør det hver nat. Hun fortæl­ler også, at hun finder en masse penge rundt omkring i banker, og det er socialkontoret meget glade for.

Under indlæggelsen får hun forskellige former for bero­ligende medicin og sovemedicin: medinal, chloral, fenemal, hypnofen og morfin.

30. 8. 1951 bliver K.A.R.H indstillet til lobotomi [det hvide snit]. Den 1. 12. 1951 kommer broderen og informeres om lobotomi. Han underskriver tilladelsen. Efter tilbagekom­sten er hun rolig. Hun mades og ligger sløv hen i sengen. Den 2.3. 1952 ligger hun stadig sløv hen og taler kun en lille smule og skælder lidt ud. Hun får det ikke bedre efter lobotomien. Hun er overbevist om, at der løber rotter rundt på afdelingen. Hun er sløv og ligger døsen­de hen meget af tiden.

I februar 1953 får hun temperaturstigning til 40 grader og behandles med sulfacombin og senere også peni­cillin.
I juli 1953 står der i journalen, at hun stadig har tempe­raturforhøjelser på trods af penicillin. Tilstanden bliver værre og værre. Den 20.7. er pulsen 124, og den 21.7. dør patienten kl. 03.15. Diagnosen er lungebetæn­delse, afmagring og paranoid skizofreni.

Der er ingen tvivl om, at hendes tilstand er forværret efter lobotomien, og at det er denne operation, der er årsag til hendes død.

De døde viger for de levende

”Hvis du har et anlægsprojekt til flere milliarder kroner, som mange politikere og tilpas mange mennesker i samfundet synes er en god idé, så lader det til, at andre instanser vil strække sig langt for ikke at lægge hindringer i vejen. Min personlige vurdering er, at vi i dag som samfund er mere tilbøjelige til at acceptere, at de døde viger for de levende,” siger kirkegårdsvejleder i Københavns Kommune Stine Helweg om gravfred fra artiklen Danskernes gravfred har aldrig været sikret , Kristeligt Dagblad, 15. februar 2016

Nyere sager om gravfred

  • 2002: I Nykøbing Falster lyder der kritik, da man vil bygge et nyt indkøbscenter oven på en nedlagt kirkegård, hvor den tidligere biskop Monrad blandt andet ligger begravet. Planerne bliver droppet. [Opdateret Kvickly bliver bygget i 2008]
  • 2007: I Holstebro kræver lokale præster genbegravelse af 150 skeletter, som findes ved arkæologiske udgravninger ved Holstebro Kirke. Daværende biskop i Viborg Stift Karsten Nissen tager sagen op med kirkeminister Bertel Haarder (V) under et samråd.
  • 2009: I forbindelse med et nyt metro-byggeri ved Assistens Kirkegård i København skal flere hundrede kister og urner tages op fra en afdeling af kirkegården og genbegraves andre steder.
  • 2015: Svenstrup Lokalhistoriske Arkiv og Sønderborg Sportsdykkerklub får tilladelse til at bjærge resterne af to britiske bombefly, der styrtede ned over Als under Anden Verdenskrig. Dette skaber vrede og undren hos briter og arkæologer, da nogle soldater stadig kan være i flyene, og da vragene ifølge dem derfor bør betragtes som gravsteder, der skal lades være i fred.
  • 2015: Region Midt planlægger at sløjfe den nuværende kirkegård ved et psykiatriske hospital i Risskov, da hospitalet flyttes til et nyt psykiatrisk center ved Skejby Sygehus.

Kirken har ikke meget indflydelse

Kirken ikke har meget at skulle have sagt, når det kommer til de helt gamle kirkegårde, som har været nedlagt i over 100 år. Når de bliver så gamle, overgår de til museumsloven, som handler om udgravning af kulturarv.

Her har man ikke samme forhold til gravfred eller til behandlingen af ligrester, siger Elof Westergaard, biskop i Ribe Stift og formand for Foreningen for Kirkegårdskultur i samme artikel, der har svært ved at vurdere, om gravfreden helt overordnet har fået større eller mindre betydning for mennesker i dag.

– Men jeg tror på mange måder, at den historiske bevidsthed er blevet mindsket. Vi lever i en individualistisk kultur, som er præget af hurtig glemsel, og det påvirker også vores kultur på kirkegården i dag. Flere kremeres, og gravsteder sløjfes hurtigere end for bare få generationer tilbage.

Drop boliger på kirkegård

Kommunens eget ekspertråd, der rådgiver byrådet om arkitektur og kulturmiljøer, fraråder, at kirkegården ved Psykiatrisk Hospital nedlægges for at bruge jorden til 400-500 nye familieboliger.

»Vi har haft sagen oppe til debat i Lokalt Kulturmiljøråd, og alle er enige om, at kirkegården er meget bevaringsværdig,« siger Anneken Appel, medlem af rådet og museumsinspektør i Den Gamle By i artiklen Drop Boliger på kirkegård, Århus Stiftstidende, 10. dec, 2015

– Hvis man sløjfer kirkegården ved Psykiatrisk Hospital er det som at udstøde de skæbner for anden gang, der boede på hospitalet og blev begravet her. For de var i forvejen udstødt af samfundet på grund af deres psykiske sygdom. Nogle har haft brutale skæbner, udtaler Anneken Appel i artiklen Vi skal ikke udstøde dem en anden gang, Århus Stiftstidende, 10 dec, 2015

Anna Ingeborg får ikke lov til at hvile i fred

Ugen efter påske fjernes de 235 bevaringsværdige gravsten, og de skal sammen med de jordiske rester bruges til en nyanlagt mindelund i parken. På kirkegården bliver der bygget boliger.