Uden et eneste smil

Jan TrøjborgPersonligt portræt af Jan Trøjborg, Borgmester

 

Det første møde: Jan Trøjborg er nok det menneske, jeg har fotograferet flest gange, da jeg var på Horsens Folkeblad, og jeg kan slet ikke huske, hvornår jeg gjorde det den første gang.

Borgmesteren var oplagt at kontakte, da jeg besluttede mig for at lave denne serie. Jeg havde lyst til at se en anden side af manden, der altid smilede foran kameraet, hvad enten han tog imod en underskriftsindsamling, døbte en båd eller klippede en rød snor. Så jeg lagde ud med at sige, at jeg ville lave et portræt af ham, hvor han ikke smilede. Vi aftalte, at vi skulle mødes i hans sommerhus, og jeg spurgte henkastet, om jeg måske kunne få lov til at fotografere ham, lige vågnet, liggende i sin seng.

Jeg stoler på dig, svarede han og gav mig grønt lys på idéen. Da jeg ankom en tirsdag morgen i sommerferien, var Jan Trøjborg og resten af familien allerede oppe, da en af mine kollegaer havde ringet til ham for at få en kommentar til dagens avis. Efter en kop kaffe og et lille morgentumult med at få sendt familien af sted, hoppede borgmesteren under dynen igen. Og jeg fik mine billeder. Uden et eneste smil. Bagefter sad vi i haven og talte. Jeg spurgte Jan Trøjborg om, hvad han tænkte på som det første om morgen, og fik hurtigt svaret  “budgetter”.

Den hopper jeg altså ikke på, svarede jeg.

Nå, gør du ikke det, svarede han og smilede.

 

Jeg blev, som mange andre, dybt berørt, da jeg hørte, at Jan Trøjborg den 6. maj 2012 faldt om under et motionscykelløb forud for Giro d’Italia i Horsens. Han døde samme dag på Skejby Sygehus.

Vil du se mere?

Personligt portræt af

Frida Franko-Dossar

Filip Møller

Allan Søgaard

Anna Birte Sparvath